”Goddag, og velkommen”

I denne søde juletid kom jeg i tanke om en erindring fra min grønne ungdom.
I en alder af ca 10-11 år (1954-1955), fik jeg et julejob i en tøj -og textilforretning med det gode navn Netto.
Netto var det lokale ”Skjerns Magasin” i Rødovre.
Mit job var at åbne og lukke indgangsdøren for kunderne.
Min ”jobuniform” ,dresscode, var et komplet sæt nissetøj med skæg og det hele.
Selve opgaven var nem nok.
Jeg skulle åbne og lukke indgangsdøren til butikken for kunderne.
Instrueret af forretningsindehaveren skulle jeg til ankommende kunder sige: ”Goddag, og velkommen”.
Let nok.
Til kunder der så forlod forretningen var teksten: ”Farvel; God jul og tak for for besøget”.
Også nemt nok.
Nu var det jo lidt af en blandet fornøjelse at stå med nissetøj, skæg og det hele, især hvis nogle skolekammerater kom på indkøb sammen med deres forældre, men til at bære.
Det var faktisk en varm opgave at være iklædt kostumet, og varmen steg ind imellem til hovedet.
Efter mange ganges brug af mesters pålagte fraser: ”Goddag, og velkommen” og ”Farvel; God jul og tak for for besøget”, skete det at rækkefølgen blev ombyttet fra min side.
Jeg kan godt huske de forbavsede ansigter på kunderne der blev mødt med et ”Farvel; God jul og tak for for besøget” ved deres ankomst, og ligeledes med et ”Goddag, og velkommen” når døren blev åbnet for kunder der skulle ud.
Når jeg, eller kunden, opdagede fortalelsen og jeg forsøgte at rette lidt på fadæsen, kunne det ske at fejlen atter blev gentaget fra min side.
Lidt grin, ja, men røde ører på mig kunne ikke undgås.
Nå pyt, som min mor sagde: ”Farven på dine øre passer til nissetøjet”.

Denne erindring kom til overfladen da jeg havde læst en kronik af Søren Ulrik Thomsen i Politiken. Han skriver bl.a.:

”Forleden stod jeg så igen i kø i min Irma. Foran mig stod en ung kvinde, og under hele ekspeditionen talte hun i mobiltelefon lige op i hovedet på kassedamen, som hun til gengæld ikke henvendte et ord til. Og det siger jo noget om, hvor ligegyldigt det menneske, som står lige foran én, er blevet, når det både behandles som helt usynligt og samtidig skal tvinges til at høre på en privat samtale.”

Hvem af os kan ikke nikke genkendende til lignende episoder?
Er høflighed mod andre et levn fra fortiden, eller blot gået af mode?
Eller er skyklapperne faldet helt ind foran øjnene?
Jeg spør' bare?

Hvis nogen skulle have lyst til at læse Søren Ulrik Thomsens kronik: ”Selv tak, fru Jørgensen”, så er lænken her.

”Farvel; God jul og tak for for besøget”